Foredrag: Dannebrog, legender og historier
juni 15 kl.16:00 - 17:30

Kom med til et spændende (og gratis!) foredrag med Ole Birket-Smith om Valdemarsdag d. 15. juni kl. 16-17.30 på Kulturværftet.
Flaget der faldt ned fra himlen
Under et mægtigt slag tilbage i 1219 dalede et blodrødt banner med et hvidt kors ned fra himlen 15. juni, og en rungende røst lød: “Ved dette tegn vil I sejre!” Et truende nederlag mod hedningene i det nuværende Tallinn i Estland, blev derved vendt til en stor sejr med Valdemar Sejr i spidsen. Det er i hvert fald sådan en berømt legende fortæller det.
Eller gjorde det?
Legenden sidder dybt rodfæstet i mange. Den er en del af den danske selvforståelse og af Danmarks lange historie. Dog er det vist alligevel de færreste i dag, der helt tror på, at Dannebrog rent faktisk dalede ned for mere end 800 år siden. Og det er da også en legende med et indhold, der historisk set sandelig må siges at være yderst tvivlsomt.
Flagets faktiske historie
Vi vil i foredraget kigge kritisk og kærligt nærmere på legenden, hvad der kan ligge bag den, hvad der faktisk kan være sket, og på flere af de historier, der knytter sig til flaget. På de dramatiske, de berømte og de mere kontroversielle. På konger, voldsomme kampe og et forsvundet flag.
Ole Birket-Smith
Ole Birket-Smith, som er bosiddende i Snekkersten, er cand.mag. i historie. Han har blandt meget andet skrevet flere artikler om Dannebrog.
Praktiske oplysninger
Dækket, 2. etage. Kl. 16-17.30.
Fri entré. Tilmelding på helsbib.dk eller på biblioteket.
Samarbejde
Arrangementet er et samarbejde mellem Helsingør Kommunes Biblioteker og Museum Helsingør.