Foredrag: 250 år med USA – Historien om begyndelsen
marts 21 kl.13:30 - 15:30

Den 4.juli 2026 er en stor dag i USA: Den dag er det nøjagtig 250 år siden 13 britiske kolonier rev sig løs fra Storbritannien og erklærede sig for Amerikas Forenede Stater.
Men hvad var det for kolonier? Og hvad var baggrunden for sammenstødene mellem amerikanske og britiske tropper allerede i 1775? Var de britiske tropper ikke netop i Nordamerika for at beskytte kolonisterne mod både franskmændene, der også gjorde krav på områder derovre – og indianerne?
Otto Rühl, kommer ind på baggrunden for de 13 meget forskellige kolonier – som Virginia i syd, opkaldt efter ”Jomfrudronningen” til Massachusetts i nord, hvor ”pilgrimsfædrene” var landet med ”Mayflower” tilbage i 1620. Vi ser også på den del af Syvårskrigen, der udspillede sig i Nordamerika og som endte med freden i Paris i 1763 – og de problemer, der herefter fulgte mellem regeringen i London og kolonisterne i Nordamerika.
Til sidst trækkes tråde frem til vedtagelsen af forfatningen for de 13 nu uafhængige stater i 1787 og den første præsidents tiltræden i 1789.
Om foredragsholder Otto Rühl:
Otto Rühl underviste på Helsingør Gymnasium i historie og religion fra 1979 til 2022. Han har fem gange deltaget i gymnasiets udveksling med venskabsgymnasiet i Malvern lige uden for Philadelphia, hvor Uafhængighedserklæringen blev vedtaget.
Foredraget afholdes i samarbejde mellem Museum Helsingør, Helsingør Historiske Forening samt Helsingør Folkeuniversitetet og Aftenskole.
Praktisk info:
Pris: 80kr.
Foredraget er gratis for medlemmer af Helsingør Historiske Forening.
Hvis du ikke er medlem, kan du købe billetter HER.
Hvor: Dækket på 2. sal af Kulturværftet, Allegade 2, 3000 Helsingør
Hvornår: 21. marts kl. 13.30-15.30