Helsingør Kommunes Museer

Lokalhistorisk Arkiv for Helsingør Kommune (tidligere Helsingør Byhistoriske Arkiv) råder over en meget omfattende samling arkivalier fra enkeltpersoner, foreninger og virksomheder. Det er ikke at forveksle med byens officielle arkiv, som er et af Danmarks bedst bevarede købstadsarkiver, og som beror i Landsarkivet i København.

Helsingør Byhistoriske Arkiv blev derimod oprettet som en selvejende institution i 1949 af en kreds af lokalhistorisk interesserede borgere for at sikre det endnu mere omfattende arkivmateriale, der findes uden for den offentlige forvaltning. Siden 1975 har arkivet været en del af Helsingør Bymuseum.

 

Benyt arkiverne

Det lokalhistoriske arkiv har domicil i Museet Skibsklarerergaarden, Strandgade 91 og magasin i Sct. Annagade 45. Da ingen af disse steder har optimale muligheder for læsepladser til arkivets brugere, er det på Biblioteket Kulturværftet, Allégade 2, man kan søge i arkivets databaser og bestille arkivalier. Det er også her man kan benytte læsepladserne. Bemærk, at den decentrale placering af arkivmagasinet betyder, at man må forvente 1-3 dages leveringstid.

 

Personlig kontakt

De er altid velkommen til at henvende Dem direkte til arkivet, enten på Museet Skibsklarerergaarden eller pr. telefon eller e-mail. Vi vil da hjælpe Dem så godt vi kan. De kan også træffe arkivaren på Biblioteket Kulturværftet den sidste mandag i hver måned fra kl. 17-19. Tjek kalenderen i Helsingør Dagblad for eventuelle aflysninger

Arkivleder Tenna Bülow, træffes mandag - torsdag

Arkivar og museumsinspektør Lars Bjørn Madsen, træffes kun mandag.