Kartoffelferie / efterårsferie

Kartofler kommer ikke fra poser og juice ikke fra kartoner. Kom med i marken og få jord under neglene. I uge 42 kan du moste juice og komme med bonden i marken, når den gamle traktor bumler ud i kartoffelmarken.

Efterårsferien bliver igen til kartoffelferien, når du i uge 42 besøger Flynderupgård. Akkurat som i gamle dage er både store og små med til arbejdet med kartoflerne. I marken vender den gamle kartoffeloptager jorden, så kartoflerne kan samles op. Det hårde arbejde slutter dog ikke her, for vel tilbage på gården skal de hjembragte kartofler sorteres efter størrelse. De ny-opgravede kartofler kan man naturligvis købe med hjem.

På gården presses også æblemost af friske æbler. Tag egne æbler (max. 15 kg) med og se, hvordan æblerne fra haven bliver forvandlet til den lækreste most. Husk at medbringe flasker, så den færdige æblemost kan komme med hjem.

Ugen igennem vil der desuden være mulighed for at snitte roelygter, kværne mel, stege pandekager over bål og købe nyrøgede sild. Aktiviteterne foregår alle hverdage fra mandag til fredag.

Erindringskøkkenet Spisestuen holder åbent alle ugens dage og serverer bl.a. kartoffelsuppe, hyldebærsuppe og dagens ret bøfgryde (millionbøf med kartoffelmos) samt varm kakao, kaffe og kringle mm. Det er også muligt at spise medbragte madpakker ved de udendørs borde og bænke.

 

Kartoffelferie på Flynderupgård Museet

Uge 42: mandag den 16. – fredag den 20. oktober, kl. 10.30 til kl. 15.00
Entré: Børn under 18 år er gratis. Voksne 35 kr.