
- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Udstilling: Hug en hæl og klip en tå
august 4 kl.07:30 - september 10 kl.21:00
gratis
Dette er den eventyrlige titel på en omrejsende udstilling, man kan møde forskellige steder i Nordsjælland i løbet af sommeren. Udstillingen præsenteres i samarbejde mellem Museerne Helsingør og Museum Nordsjælland og viser nordsjællandske skofund fra middelalderen og frem til 1800-tallet, hvoraf en del er fundet i Helsingør.
Sko er så meget mere end bare fodtøj til at holde fødderne varme og rene. Dine sko fortæller historien om, hvem du er. Sko kan signalere rigdom, fattigdom, status, magt og seksualitet – og endda have magiske egenskaber.
I udstillingen kan du opleve sko fra arkæologiske udgravninger i Nordsjælland. Sko bliver sjældent bevaret i jorden, fordi læder normalt formulder hurtigt. Men i affaldslag, hvor jorden er kompakt, fugtig og iltfattig, kan organisk materiale som træ og læder bevares i flere hundrede år. På den måde har skoene stået ensomme tilbage, længe efter deres bærere var borte.
Sko indeholder masser af information og kan bl.a. afsløre, om bæreren var rig eller fattig, kvinde, mand eller barn, bonde eller soldat. De kan fortælle om den samtid, ejeren har levet i – var det moderne at flashe sin status, eller skulle man hellere være mere diskret?
Udstillingen er gratis, og der er noget for alle.
Sammen med video, billeder og tekst, kan de gamle sko gøre os klogere på spørgsmål som f.eks.:
Hvordan skiftede moden gennem tiden?
Kan man se forskel på rig og fattig i fodtøjet fra gammel tid?
Hvor kommer inspirationen til luksus-stiletter med røde såler fra?
Og hvorfor spiller sko så stor en rolle i eventyr?
Kig forbi – du behøver ikke stå op, før fanden får sko på, for at nå det, men det er en mulighed. Udstillingen er nemlig åben alle dage fra kl. 7 til kl. 21, og der er gratis adgang.
Udstillingen kan ses i Museum Nordsjællands udstillingscontainer, Kulturspot, der står ved Lystbådehavnen i Helsingør, frem til d. 10. september.