By 3556

I Karmeliterhuset kan man se en fantastisk samling af bygningsdele, der repræsenterer 800 års byggeri i Helsingør-området. Her er håndsmedede søm og skruer, sirligt udformede vinduesbeslag i alskens former, fint profilerede vindueskarme, rammer og døre og håndtrykte tapeter - alt fremstillet af byens håndværkere gennem mange århundreder. Her er teglsten af alle typer fra alle tider, tagsten fra Gurre Slot og munkesten med spor af de dyr, der for 400 år siden har trasket hen over de endnu våde sten.

Her er rigt udskåret bindingsværk, en brostolpe fra Gurre Slot dateret til året 1364, et vandrør fra Frederik den Andens tid, en solid arrestdør fra 1854, et 300 år gammelt rigt dekoreret bræddeloft fra Stengade 56 og mange andre spændende bygningsdele fra vore magasiner, der utvivlsomt rummer en af landets største samlinger af den art.

Udstillingen giver inspiration til såvel ejere af bevaringsværdige huse, som til de besøgende, der efterfølgende går ud for at opleve Helsingør med dens mange ældgamle huse og finurligheder.