Mortensand i Spisestuen d. 6.-11. november 

Vidste du at ca. 1/3 af alle de ænder, danskerne spiser, spises til mortensaften? Kun til jul spiser vi flere ænder. Spisestuen på Flynderupgård holder traditionen med mortensand i hævd, og serverer andesteg hele uge 45 fra tirsdag d. 6/11 til og med søndag d. 11/11, kl. 12-16. Onsdag holder Spisestuen ekstraordinært åbent til kl. 20.

Ring på tlf. nr. 4928 1907 for at reservere bord, hvis du ønsker at smage andestegen. Pris 150 kr. pr. person. Velkommen i Spisestuen på Flynderupgård.

 

Traditionen med andesteg på bordet mortensaften er som udgangspunkt en fejring af Morten – også kendt som den hellige Martin af Tours. Martin levede i 300-tallet i den lille midtfranske by Tours. Historien fortæller, at han var en både populær og beskeden mand. Da byens befolkning ville vælge ham til biskop, gemte han sig derfor i en gåsesti for at undgå udnævnelsen.

Gemmestedet var imidlertid ikke velvalgt, for fuglene skræppede op. Martin blev fundet og udnævnelsen til biskop var uundgåelig. Efterfølgende besluttede han, at hver husstand hvert år skulle slagte mindst en gås. Måske som en slags hævn mod gæssene, der udleverede ham til den ihærdige flok?

I Frankrig og Tyskland er november både måneden, hvor vinhøsten fejres, og hvor dyrene slagtes, godt fedet op efter lange sommermåneder på græs.

Med Martin som vinavlernes helgen blev de to ting forenet, da historien tillige fortæller, at Martin blev begravet d. 11. november. Denne dag er derfor Martinsdag, mens martinsaften er dagen forinden, d. 10. november.

I en dansk sammenhæng dukker historien om Martin og gæssene første gang op på tryk i 1616. Martin blev til Morten, og i det protestantiske Danmark blev den hellige Martin derfor til Morten Bisp.

Også i Danmark var november slagtermåned og gåsen et vigtigt slagtedyr. Gæs var dog ikke hver mands kost, da en gåsesteg foruden en god økonomi krævede en stor ovn og brændsel. Ænder var langt billigere kost.