Skibsklarerergaarden Bryghuset

I Strandgade 91 har der stort set altid været brygget, tappet og udskænket øl, ligesom vin og spiritus har flydt i rigelige mængder. Det lille bryghus i den brolagte gård er ikke en rekonstruktion af sundtoldstidens bryggeri. Det ville være særdeles bekosteligt og tidskrævende. Det er derimod et moderne bryggeri, der oprindelig var ejet af det lokale Wiibroes Bryggeri, dels som et forsøg på at deltage i mikrobryggeriernes givtige marked, og dels for at genskabe et af byens mange håndværk, der gav liv i baggårdene.

Bryggeriet blev ikke den kommercielle succes, som forventet, hvorefter bryggeriet efter et par år uden virke, blev skænket til foreningen Wiibroes Venner, som nu driver bryggeriet.