Skibsklarerergaarden fjerpen og blækhus i contoir

Museet Skibsklarerergaarden er mere et autentisk, kulturhistorisk miljø end et udstillingssted i traditionel forstand. Huset er en slags "Kulturhistoriens Hus", hvor byens borgere og turister kan få et levende indtryk af, hvad den verdensberømte og berygtede Øresundstold var for en størrelse, og hvordan livet levedes blandt de mere velstillede i sundtoldstiden.

Man træder direkte ind i en længst svunden tid ved et besøg i butikken, i skipperstuen, i klarererens kontor og i skipperherberget, for ikke at forglemme den store lejlighed i hovedetagen, der er indrettet som den har været omkring 1820'erne. Huset er en tur tilbage til sundtoldstidens Helsingør.

De besøgende vil dog på den øverste etage kunne se en lille udstilling, der skal afsløre lidt af Øresundstoldens væsen og ikke mindst ved en model og samtidige malerier vise det i 1859-62 nedrevne Øresunds Toldkammer, hvis fornemme arkitektur afspejlede, at det var Danmarks ansigt i den store verden.

 

Husets historie

Skibsklarerergaarden, som Strandgade 91, populært kaldes, er et af de bedst bevarede huse i Helsingør, når det gælder såvel det indre som det ydre. Ikke meget i dag røber, at huset faktisk er over 400 år gammelt. Det skulle lige være et af vægpanelerne i butikken - faktisk byens ældste af slagsen - og vrængemasken i slutstenen mellem to kvadre over porten. Og så lige murankrene, der for de indviede røber, at huset er moderniseret af toldvisitør ved øresundstolden, Christen Rasmussen og hans hustru, Kirstine Olufsdatter i 1637 - få år efter at Christian den Fjerde havde genskabt sin faders nedbrændte Kronborg Slot med penge fra øresundstolden. Livet i huset har lige siden været præget af den øresundstold, hvis endeløse pengestrøm ganske vist havnede direkte i kongens kasse, men som indirekte gjorde byen til en af landets største og rigeste købstæder. Huset var således gennem sundtoldens århundreder domicil for de købmænd, skibsklarerere, værtshusholdere og herberger, der levede udelukkende af den aktivitet, sundtolden medførte. Og huset var blot eet af mange af den slags i byen, men det eneste, der er så uberørt af tiden efter sundtolden. Der er stort set ingen forandringer sket, siden bygningen blev totalrenoveret og moderniseret i 1780!

Frøkenerne Kierboe
At huset har overlevet et par århundreder uden nævneværdige forandringer, skyldes vel især de to gamle frøkener Kierboe, der efter sundtoldens ophør arvede ejendommen fra husets sidste skibsklarerer, Truels Frederik Kierboe, og boede her indtil deres død i henholdsvis 1926 og 1928. De havde pietetsfuldt ladet så godt som alt inventar i barndomshjemmet stå urørt – ja selv det gamle kontor i stueetagen, samt butikken ønskede de ikke at ændre noget ved. Senere ejere værdsatte heldigvis husets kulturhistoriske værdi, men det var også blevet fredet i 1918. For at sikre huset yderligere, købte kommunen i 1943 ejendommen for at få tinglyst en fredning af det gamle butiks- og kontorinventar. Og så kunne man roligt sælge bygningen igen!

Søren Fisker
Helsingørs nok så bekendte restauratør, Søren Fisker, fattede interesse for dette gamle hus. Han købte huset af arkitekt Mads Drosted i 1993 for at kunne give sin by en enestående mulighed for en levende formidling af den allervigtigste del af Helsingørs kulturhistorie, nemlig Øresundstolden. Huset skulle være en del af Helsingør Kommunes Museer! Søren Fisker bekostede således store dele af den gennemgribende restaurering af forhusets stueetage med butik og skipperstue, som blev foretaget i 1994-95 af Nationalmuseets bevaringsafdeling i Brede. Styk for styk blev det gamle butiksinventar fra omkring 1823 nedtaget og ført til konserveringsværkstedet ved Mølleaaen for at blive befriet for de mange lag af senere tiders maling, hvorved den oprindelige udsmykning atter så dagens lys, og efterfølgende blev hele molevitten genopstillet i de ligeledes restaurerede lokaler, hvor primitive, velmente dekorationer, samt Christin Rasmussens tobaks- og lamperøgsværtede bjælkeloft atter var blevet synliggjort. Kunne salig købmand Chr. Simmelkjær, der i 1823 udlejede sin skibsprovianterings- og klareringsvirksomhed med tilhørende butikslokale og kontor til brygger Ove Elling Galschiøt, have set sine gamle lokaler i dag, ville han utvivlsomt have nikket anerkendende. Det gjorde Galschiøt nok også dengang, for året efter havde han købt ejendommen af Simmelkjær! Søren Fisker lod også Nationalmuseet restaurere skibsklarererens statelige bolig i husets hovedetage, der af museet med god hjælp fra fondsmidler sidenhen blev retableret med møbler og andet inventar, så man i dag kan se, hvordan Helsingørs førende erhvervsfolk boede i sundtoldstiden.

Huset i dag
I dag er Strandgade 91 ejet af murermester Bjarne Rasmussen, der efter en gennemgribende renovering af ejendommen på tag og fag har udlejet den til kommunen til museale formål. Også Bjarne Rasmussen blev grebet af husets særegne kulturhistoriske atmosfære og charme, og han har været museet en uundværlig sparringspartner i etableringen af et sundtoldshistorisk museum i ejendommen. Huset er således domicil for Museet Skibsklarergaarden, der drives som en del af Helsingør Kommunes Museer. Huset er ikke mindst et "Kulturhistoriens Hus" fordi det tillige rummer det byhistoriske arkiv med tilhørende store samling af fotografier.