banner undervisning skibsklarerer


EN VERDEN AF I GÅR

Dette forløb foregår på Skibsklarerergaarden. En unik bolig, hvor I træder ind i Skibsklarererens butik, kontor og hjem, præcis som det så ud for 200 år siden. Her skal I opleve hvordan Kaptajner fra hele verden blev modtaget, når de skulle betale Øresundstold for deres handelsvarer, på vej til Kaliningrad eller andre handelsbyer længere inde i Østersøen. Sanserne vil blive sat i spil. Gennem sjove øvelser bruger eleverne krop, øjne, ører og smagsløg til at opleve hvordan skibsdrengen John, kaptajnen eller klarererens børn oplevede Helsingør.

Vi skal smage, og vi skal undersøge 1800-tallets brug af husene langs havnen i Helsingør. Hvordan så der ud, når man gik i land, og hvor gik man hen? Vi går ind i Skibsklarerergaarden, hvor det første vi møder er en butik, fyldt med duftende tidstypiske varer. Gennem en gæt og grimasser-øvelse "klarererkaos” mærker eleverne på egen krop, hvordan det er at komme til en fremmed by, hvor man ikke kan sproget. Derefter skal kaptajnen betale Øresundstold for sine varer. I det autentiske kontor udregnes tolden, mens kaptajnen bliver vartet op og tilbydes et måltid mad. Børnene agerer skibsklarerens børn, der skal spise med kniv og gaffel, og en avis under hver arm, i ærbødig stilhed sådan som børn gjorde dengang. Børn skal ses men ikke høres. Vi afslutter besøget med at blive søsyg op ad de skæve trapper til øverste etage, hvor hotelværelset lå med eget toilet og bad!

Det forberedende undervisningsmateriale kan bruges til at give eleverne et blik for Helsingør som det så ud for 200 år siden, gennem ting og steder som stadig er at finde i byen. Som historiedetektiver kan eleverne gå på jagt efter sporene fra de mennesker, der boede i byen før dem. Billeder fra Helsingør og reflekterende spørgsmål lader eleverne komme et lag dybere ned i deres egen by. Hvis I har arbejdet med undervisningsmaterialet før I kommer på besøg på Skibsklarerergaarden, kan det understøtte børnenes forståelse for, hvordan skibsdrengen John oplevede Helsingør for 200 år siden.

Link til pdf’erne:

Forløbet tager 1½ time

Målgruppe: 2.-5. klasse

Max antal elever: 28

For skoler udenfor Helsingør kommune koster forløbet 400 kr.


banner vaerft

 

LÆRLING PÅ HELSINGØR SKIBSVÆRFT

Værftsfløjten lød højt ud over Helsingør by fire gange hver dag. Undtagen om søndagen. Den kaldte folk på arbejde. Til en ofte 12 timers lang arbejdsdag. Men hvad lavede værftsarbejderne helt præcist? Hvordan var det at arbejde inde bag portene? Og hvilken betydning havde værftet for Helsingør by?

Forløbet
Vi inviterer jer med på en rejse tilbage i tiden, hvor eleverne skal stå i lære til et håndværk på Skibsværftet. Igennem små rollespilslege, dialogbaseret undervisning og afprøvning af nogle af de håndværk arbejderne udførte på skibsværftet, oplever eleverne en lille flig af, hvordan livet på værftet var dengang i starten og midten af 1900 tallet.

Relevans
Eleverne få mulighed for at stifte bekendtskab med nogle håndværk, de med garanti ikke vidste eksisterede. Men som er helt essentielle for at kunne bygge et stor flot stålskib. De får mulighed for at opleve sammenholdet på en arbejdsplads og glæden ved at producere noget i fællesskab.

Forløbet tager 1½ time.

Målgruppe: 1.- 5. klasse

Max antal børn: ca. 28 elever

For skoler uden for Helsingør kommune koster forløbet 400 kr.