Lystgårdene i Helsingørs omegn opstod i slutningen af 1700-tallet, hvor handelsfolket i Helsingør – især p.g.a. Sundtolden – levede godt og indbringende. De mange udenlandske købmænd og konsuler var de førende, og inspireret af københavnske rigmænd ønskede de en bolig på landet om sommeren.

Man skulle et stykke fra byen for at finde de bedst egnede ejendomme. Mange af disse lå i en halvcirkel omkring Helsingør – de fleste i det gamle Tikøb Sogn, max. 10-12 km fra byen. Her var der mange proprietærgårde, som havde mere herskabelige stuehuse, der egnede sig til familier ’udenfor bondestanden’. Gårdene blev købt men sjældent drevet af helsingoranerne. En landbrugskyndig bestyrer eller forpagter blev indsat, og herskabsfamilien kunne gå rundt i de ’eksotiske’ omgivelser iført pænt tøj. Lystgårdene var således mest af alt til lyst. De gamle stuehuse blev dog hurtigt for simple, og nye, mere luksuriøse – sommetider endda slotslignende palæer med romantiske parkanlæg – blev indrettet.

I slutningen af 1800-tallet ebbede lystgårdenes antal ud, da idealet nu var store villaer ved kysten.

 I det rige, som Valdemar Atterdag samlede, var Sjælland kongens hovedbastion.

’Gorwe’ betyder sump eller dynd. På en fugtig, sumpet eng byggede Valdemar Atterdag Gurre slot i midten af 1300-tallet. Herfra havde han og hans lensmand kontrollen over det store landområde, Try Herred, som slottet lå lige midt i.

Gurre var hovedslot sammen med Søborg, Kalundborg, Korsør, Vordingborg og Københavns slotte. Her holdt kongen hof, og herfra tog han ud på jagt i sine skove.

Den 24. oktober 1375 døde Kong Valdemar på Gurre Slot, men slottet blev brugt efterfølgende. Også Erik af Pommern, der grundlagde Helsingør, holdt til på Gurre Slot. På hans tid blev der slået mønter på borgen. Erik af Pommern opførte borgen Krogen, hvor Kronborg nu ligger. Slottet afløste Gurre som lenscentrum.

Fra 1536 blev Gurre Slot ikke længere brugt af kongen. I dag er der blot en ruin tilbage af det enestående, danske borgbyggeri. En borg med beboelsestårn, omgivet af en kvadratisk ringmur med et tårn i hvert hjørne, placeret lige midt i det, der engang var magtens centrum.

30 m. øst for Gurre slots yderste ringmure lå Sct. Jakobs Kapel. Et tidligt spor efter den katolske kirkes tilstedeværelse i området og et tegn på kirke- og kongemagts tætte forbindelse.
Kapellet var bygget af teglsten på en sokkel af kampesten omkring år 1200 og indviet til den hellige Jakob. I dag er det en ruin.

Sct. Jakob er de pilgrimsrejsendes skytshelgen. Hans grav i domkirken i Santiago de Compostella i Spanien var i middelalderen et vigtigt mål for pilgrimme. Som et bevis for rejsen tog man skallen af en kammusling med hjem; en Ibsskal, almindelig ved nordspanske kyster.
Sct. Jakobs kapel i Gurre var også et pilgrimsmål. Her kom man for at bede Sct. Jakob om helbredelse, tilgivelse og frelse.
I 1364 gav pave Urban 5. Valdemar Atterdag en række relikvier til kongens kapeller, også til Sct. Jakobs kapel ved Gurre.
Paven eftergav ved samme lejlighed en kirkebod på to år og 80 dages faste på en lang række helligdage. Kongen modtog selv relikvierne under et besøg hos paven i Avignon.
Ved dette besøg modtog han Den Gyldne Rose, skænket forkæmpere for kristendommen. En stor ære.

Nordsjælland har altid været rig på skov. 30% af Helsingør kommune er dækket af skov, en af landets skovrigeste. De største skove er Teglstrup Hegn, Nyrup Hegn og Hornbæk Plantage.
Kongen Frederik 2. udlagde stort set hele Nordsjælland til vildtbane. Her gik han på jagt og anlagde stutterivange: Gurre Vang, Egebæks Vang og Teglstrup Vang. Kongen ejede overskoven, der indeholdt gavntræet. Bønderne havde ret til underskoven, som i stor udstrækning fungerede til græsning og olden for kreaturer og svin. Desuden fik bønderne her materialer til hegn.

Overalt i landskabet er stengærder bevaret. De mest markante ses omkring alle kongens – nu statens – skove. De kom til i slutningen af 1700-tallet med en kongelig forordning i 1781. Skovene var nu ikke længere græsningsskove. De blev fredet og indhegnet med stengærder og grøfter, som skulle holde bøndernes husdyr ude.

Betegnelsen Hegn indgår i mange stednavne, f.eks. Teglstrup Hegn og Horserød Hegn. Det endegyldige skel mellem mark og skov kom med Fredskovsforordningen i 1804. De fleste af skovene er nu statsejede.

De ferske vande var kongens indtil begyndelsen af 1800-tallet. Ingen andre måtte fiske i søerne. Kongens lensmand på Kronborg og Frederiksborg udrustede den kongelige digemester og fiskemester med en fiskevogn med kusk, løn, to hofdragter, kostpenge og foder til en hest. Alt blev udbetalt af toldboden.

Der var 5000 små og store vandhuller og søer i området, eksempelvis Gurre sø, Esrum sø og søerne i Hellebæk og Teglstrup Hegn. Der er meget vand i området. Mange moser er gennem tiden blevet drænet og opdyrket. Nogle moser er der endnu, men tørvemoserne er forsvundet eller ødelagt gennem flere hundrede år, fra middelalderen frem til verdenskrigene.

I dag er der frit fiskeri i statsskovene for folk med fisketegn. Folk under 18 eller over 65 behøver ikke fisketegn.

Helt særlig er højmosen, en sjælden og truet naturtype i hele Europa. Derfor er Skidendam en del af grundlaget for at udpege habitatområdet Teglstrup Hegn og Hammermølle Skov.
Et uspoleret moseområde oplever man i åbne landskaber som Den grønne Vestkile ved Helsingør og Rolighedsmoserne vest for Espergærde.

Tikøb Kirke ligger i Tikøb Sogn. Tikøb var hovedbyen i et af landets største men sparsomt befolkede sogne. Som et symbol på magt ligger kirken midt i Tikøb, synlig for enhver. Kirken blev bygget sidst i 1100-tallet under ledelse af bygningskyndige brødre fra Esrum Kloster. Klostret ejede større og større dele af sognet og spillede en vigtig rolle i sognets udvikling. Efter reformationen blev alt det gods, der tilhørte klostret, konfiskeret og overtaget af staten: kongen. Magten skiftede hænder, og det meste af Tikøb Sogn blev kongens eje.
Tikøb Kirke er en af Danmarks ældste teglstenskirker. Teglsten – eller mursten – var en ny opfindelse, da kirken blev opført. Der er tale om små munkesten, ca. 25 cm., og alle er de riffelhuggede fra venstre skråt ned mod højre. Kirkens store tårn blev bygget til i 1400-tallet. Kirken var sognets eneste indtil 1737, hvor fiskerne i Hornbæk fik deres egen kirke.
Under tagskægget på koret findes konsoller, som forneden er pyntede med ornamenter og menneskehoveder, som bærer kroner eller glorier. Måske portrætter af munkene fra Esrum?

På Øresunds smalleste sted fik Erik af Pommern, konge af Norge, Sverige og Danmark, opført en borg, ’Krogen’. Rundt omkring borgen opstod en by. 

På denne yderste pynt står borgen endnu. Dens bronzegrønne spir knejser over Helsingør by og minder om en tid, hvor kongen var Sundets vogter. Fra både land og vand var borgen – og magten – synlig for alle. Og kongen håndhævede magten. Fra 1429 bestemte Kong Erik at alle skibe, der passerede Øresund, skulle betale told. 

Forskellige konger satte deres præg på borgen. Krogen blev til Kronborg, men Sundtolden bestod i mere end 400 år, først som en skibsafgift, senere også en told beregnet af varernes værdi. Øresundtolden var indtægt til kongen, men som stedet, hvor tolden blev opkrævet og administreret, blev Helsingør en af landets rigeste byer. Mange udlændinge slog sig ned i byen. Store købmandshuse og klarerergårde blev bygget side om side, tæt på havet og på skibenes besætning. 

Fra 1771 kom indtægterne fra Øresundstolden i statskassen, ganske som andre toldindtægter. I 1857 ophørte Øresundstolden dog efter internationalt pres. 

Kongen Christian 4. fik opført våbenværksteder i Helsingør og Hellebæk omkring år 1600. De skulle skabe grundlag for en styrket krigsmagt og en aktiv udenrigspolitik.

Pengene til at støbe kanoner for kom bl.a. fra Øresundstolden, kongens personlige pengekasse. Gethuset, hvor kanoner og kirkeklokker blev støbt, lå inde i Helsingør, Det er revet ned for længe siden. Men Hammermøllen i Hellebæk ligger stadig, hvor Christian 4. lod den bygge.

Fra Gethuset blev kanonerne med æselvogn kørt til Hellebæk. De blev udboret og afprøvet i Hammermøllen. Med boreværk, drevet af vandkraft, blev kanonløbene boret til den rette kaliber. Når alt var godkendt blev vægten stemplet på kanonen.

Overfor Hammermøllen lå Kobbermøllen. Kobberdammen førte vand til møllen, hvor bygningsbeslag og kobbertøj til de danske slotte blev produceret. Mestersmeden Casper Fincke arbejdede på Hammermøllen 1622-1630. Han står bag talrige gitterværker, der understreger kongens magt på steder som Frederiksborg Slot og Rundetårn

De første kongeveje blev anlagt af Kong Frederik 2., der hvor han ofte rejste. Vejene måtte kun benyttes af kongen og personer med særlig tilladelse. Vejene forbandt slottene, og ikke mindst lå de i områder, hvor kongen havde sine egne private jagtområder: de kongelige vildtbaner. Kongevejen mellem Kronborg og Frederiksborg blev anlagt som den anden kongevej efter vejen mellem København og Frederiksborg.

Frederik 2. rejste meget, og alfarvejene var uegnet til almindelig vognkørsel. Kongen ville have gode, farbare veje. At bygge dyre kvalitetsveje kun for kongen og hans hus kan ses som et udtryk for kongens egne høje tanker om kongemagten. I et brev, hvor færdselsforbuddet på Frederiksborgvejen forkyndes, begrunder han anlæggelsen af kongevejene med, at ”vor vej og rejse tit og ofte falder imellem vort slot Frederiksborg og København”.
Pengene til vejene kom fra Øresundstolden, kongens egen pengekasse.

Et stykke af kongevejen mellem Kronborg og Frederiksborg er bevaret. I Nyrup Hegn finder man stadig den brolagte rest af den oprindelige vej mellem træerne.

De store jordejere i middelalderen var kirken og klostre. De første klosterordener kom til landet i 1100-tallet, og siden blev der bygget mere end 140 klostre de næste 400 år. Et af de største var Esrum Kloster. Det ejede gårde i stort tal, havde hundredvis af folk i arbejde og øgede sine jordbesiddelser ved hjælp af gavebreve og messer. Klosteret var dog ikke kun et troens hus, for herfra spredtes nye ideer og ny viden om teknologi til hele Nordsjælland. Helt anderledes end kæmpeklosteret var Sankt Mariæ kloster i Helsingør, et karmeliterkloster bygget 300 år senere. Kameliterne var en tiggerorden, der lagde vægt på intellektuelt arbejde. Arkitekturen viser da også, hvordan klosteret vender ryggen til omverdenen og åbner sig indad og opad. Klostret fungerede kun i ca. 100 år. Med reformationen blev klostrene nedlagt. Mange blev revet ned og deres værdi blev gjort til kongens eje. Som en af de få blev Sankt Mariæs firefløjede bygninger stort set uberørte, da Frederik II besluttede at klosteret skulle være til gavn for byens mange udenlandske katolske købmænd.

Ingen ejede havets fisk. Retten til stranden var dog kongens, der havde ret til at opkræve afgift af fiskeriet. Kongemagten havde derfor stærke økonomiske interesser i sildefiskeriet, der fra 1000-1450 var et af Europas største.

Det meste fiskeri på Øresundskysten var frem til 1400-1500-tallet sæsonfiskeri, hvor folk fra by og land om efteråret tog ud til kysterne og især fangede høstsild. I løbet af 1500-tallet begyndte folk at bosætte sig ved kysten og leve af fiskeri året rundt. På kysten syd for Helsingør var der tillige fiskeri med bundgarn, sat på bundgarnspæle. Havbunden ud for stranden var opdelt i stadepladser, hvor kun indehaveren – ofte byens borgmestre eller rige købmænd – havde lov til at sætte deres bundgarn. Staderne var oprindeligt ejet af Esrum Kloster, siden af kongemagten, og i løbet af 1800-tallet blev stadepladserne også solgt til fiskerne.

Langs vandet havde fiskerne deres vigtige arbejdsplads, stejlepladserne, hvor garn blev renset. Stejlepladserne var og er statens ejendom, men fiskerne har fra gammel tid lov til at bygge deres redskabsskure på pladserne.

Efter reformationen ejede kongen størsteparten af jorden i det gamle Tikøb sogn. På dets vidtstrakte overdrev havde bønder i landsbyerne siden oldtiden drevet deres kreaturer ud på græs. 

I landsbyerne lå gårdene samlet omkring gadekæret eller langs vejen. De små dyrkede agre lå ofte langt fra landsbyens gårde, spredt på egnede steder mellem store sten, skov- og kratbevoksning. Kongen bortfæstede gårdene til bønderne mod hoveri og landgilde. 

Med landboreformerne sidst i 1700-tallet indførtes arvefæstet og siden selveje. Bønderne kunne nu købe deres gårde, landsbyfællesskabet blev ophævet, og gårde rykkede væk fra landsbyen. Med landboreformerne søgte man at effektivisere landbruget og forbedre bøndernes forhold. Gårdene fik tildelt deres egen jord, og ansvaret for dyrkningen var nu den enkeltes. Jorden kunne således dyrkes langt mere effektivt til gavn for såvel bonde som nationaløkonomi. 

Reformerne ændrede også landskabet markant. Overdrev blev inddraget, sten og krat ryddet, grøfter gravet, åer renset og gårdene spredt fra hinanden. Sidenhen er mange af gårdene nedlagt som landbrug.